A life long obsession
Det, der altid får min puls ned
Det bedste jeg ved er at læse gamle blade, bøger, aviser - alt på print. Sådan har jeg altid haft det. At finde en stak gamle, krøllede blade i min venindes sommerhus, låne avisen af min morfar eller at genlæse mine yndlingsbøger derhjemme. Det er som om, at ordene rammer bedre, når nyhedsværdien er taget ud af ligningen. Når det ikke længere handler om at blive opdateret, eller at være førstelæser på en ny bog, men om at tage ind og opleve. Opleve detaljerne, historierne og billederne langsomt.
Det lyder måske underligt, for en der har brugt størstedelen af sit arbejdsliv på at skrive om nyheder - som skønheds - og velværeredaktør på Alt for damerne og Femina har jeg skrevet om det bedste nye hver uge, og jeg har elsket det. Men. Jeg savnede også en langsomhed. At kunne skrive i et andet tempo og om alt det, der også begejstrer, og som langt fra er nyt. Det er en stor del af grunden til, at jeg har lavet dit WIIIFM brev.
Nå, men forleden faldt jeg over tre fine læseoplevelser - en vigtig, en smuk og en lidt sjov;
1/
I maj-nummeret 2024 af Eurowoman bragte de et interview med Zadie Smith som jeg ikke anede, hvem var! Hun er en britisk forfatter, lærte jeg, som debuterede med romanen ’White Teeth’ i 2000 og siden har skrevet i alt seks romaner, senest ‘Bedrageren’. Første gang jeg læste magasinet sprang jeg interviewet over, fordi jeg ikke orkede otte sider om et, for mig, ukendt menneske, men da jeg genlæste, fik det chancen, og det er jeg glad for. I interviewet fortæller forfatteren, at når vi andre scroller på vores telefoner, så læser hun. Hun ejer ikke en smartphone. Hun er på ingen måde på instagram! Det er da ret sejt! Det interview fik mig til at lave en aftale med mig selv; jeg skal læse et eller andet på print hver dag – fra lokalavisen til en bog. Hvor længe jeg læser er ikke så vigtig, det er øvelsen i at vælge telefonen fra. Pt. har det været nærmest pinligt, hvordan jeg skal overtale mig selv til at vælge et alternativ frem for den lille dumme telefon. Men jeg gør det. Og det føles godt.
(Interviewet i Eurowoman er skrevet af Annelise Hartmann Eskesen).
2/
Rupi Kaurs fine bog Home Body havde jeg helt glemt, men hendes instagram mindede mig om hendes rørende poesi, og jeg måtte ind og finde min frem fra gemmerne.
Det dejlige ved den bog er, at én enkelt side er nok til at blive rørt. En slags ‘akut’ åndelig føde.
3/
Jeg ledte egentlig efter noget helt andet, da jeg fandt juni nummeret af Eurowoman anno 2010. Oh yes! Jeg husker det blad særligt godt, fordi jeg på det tidspunkt var skønhedspraktikant på magasinet, og forsiden stadig er en af mine yndlingsforsider. I det nummer er der en stor artikel om den tids hotteste designer Isabel Marant (tænk, at der har været en tid, hvor hun IKKE var populær). Her kunne du læse, at designerens forår/sommer kollektion 2010 var den første kollektion, der blev solgt online på net-a-porter.com og mytheresa.com. Designeren selv ‘troede ikke på, at det kunne blive sådan en succes som det viste sig at være’.
Er det ikke sjovt? Kan du forestille dig, at du ikke kan shoppe online? Isabel Marant eller ej. (Interviewet er skrevet af Louise Thatt).
Gode læseoplevelser får altid min puls ned.
Tak fordi du læser med.
KH Julie
Ps. Har du lyst til at være med til at læse fem minutter i noget fysisk hver dag? Jeg lover at give lyd, når jeg gør det - på instagram! :-) Træerne vokser jo ikke ind i himlen…..