Det er hverken bæredygtigt, rationelt eller fornuftigt, men jeg elsker merch. Merchandise, der giver følelsen af at være med i klubben. Fra logo sweatshirten, du lever i til den lækreste makeuppensel, hotelblyanten eller et helt særligt duftlys.
Er det bare mig eller er det ikke lidt fedt at have det net eller den ting fra et mærke, du beundrer? Eller som minder dig om en sjov ferie eller dejlig oplevelse? Jeg kan ikke stå for det. Efter min livslange besættelse har jeg et særligt forhold til tre stykker merch, der på hver sin måde udmærker sig. Jeg føler det som min pligt at dele dem med dig, så here goes;
Nettet
Danske Karmameju har nailet den. Deres net er modsat de fleste, rektangulært, hvilket gør det muligt at smide selv store ting direkte ned i – uden, at du behøver at tage nettet ned ad skulderen. Og så er det rummeligt med semi-brede stropper, der stadig er rare, selvom nettet er proppet. Det kan rumme en seriøs tur i Rema, alle løse dele fra dine børns garderober eller træningstøj - incl. sko! Jeg kan se, at nettet er blevet opdateret, så den nyeste version har endnu bredere stropper end mit gamle, og kommer nu med en lille inderlomme. Ikke dumt.
Sweatshirten
Hudplejemærket Glossier laver en fænomenal sweatshirt som jeg har boet i (se bare profilbilledet herinde i dit velkomstbrev). Perfekt rund halsudskæring, der ikke er hverken for bred eller dyb (crew neck siger de kloge), let oversize i snittet og meleret mørkegrå. Den vogter jeg med mit liv, for jeg har ikke fundet en der er bedre siden. (hvis du deler sammen besættelse, og har fundet den perfekte sweatshirt, giver du så ikke lyd? herinde eller på Instagram? Jeg vil elske det).
Vaskekluden
Hudplejemærket Honeys vaskeklud er rar og praktisk, fordi den tynde bomuld fjerner alle slags renseprodukt - fra mælk til olie. Den tørrer hurtigt, fordi kvaliteten ikke er håndklæde-tyk og så er der logo på, og det er cute! De har nogle gange en vaskeklud med i købet, når du handler hos dem - den er dog ikke i fast sortiment.
*For god ordens skyld skal jeg skrive, at jeg har modtaget nogle af de omtale produkter i gave eller selv har købt med rabat (eller til fuld pris). Jeg skriver kun om produkter jeg har et tæt og langvarigt, godt forhold til.
Tak fordi du læser med.
KH Julie